Nu er det 7 måneder siden at jeg lå der med et splinternyt menneske på maven, kamptræt efter en fødsel som ellers forløb sig bedre end jeg nogensinde havde turde håbe på.
Som mange havde lovet mig det, var jeg ikke fuldstændigt forelsket. Vil nok nærmere sige at jeg var forundret ..og fascineret? Og ikke bare de første dage men mange uger og ja faktisk måneder efter. Jeg undre mig stadig over at JEG har skabt det der lille menneske. Vel at mærke med lidt hjælp fra Morten. Men stadig. En ting er i hvert fald sikkert. Den der helt inderlige moderkærlighed har godt nok fundet sin vej til mit hjerte. Hold nu op hvor jeg elsker hende. Og hun har bare så skide travlt med at blive stor.
