torsdag den 14. januar 2010

Sov for satan mand!

Ja, det er titlen på Nephews (næsten) nyeste skud på stammen

- OG en vældig passende overskrift på mit største problem lige for tiden, nemlig at gå i seng. Ikke fordi selve soveprocessen som sådan er et problem, jeg elsker at sove, specielt når vi sover længe :) Nej det er nu mere det der med at få mig bevæget ind i soveværelset for dernæst at lægge mig i sengen og falde i søvn. Det er simpelthen næsten en umulighed for mig. Og jeg ved faktisk godt hvorfor.

Fordi Mika sover. Og Morten sover. Selv kattene sover. Og der er musestille i hele lejligheden. Ingen der kræver flaske, bleskift, opmærksomhed eller kærestetid. Det er bare MIG og stilheden ..og for det meste computeren, men det er så hvad det er. Jeg ELSKER det. Bare at sidde her for mig selv og kunne gøre præcis hvad jeg har lyst til. Og jeg kunne godt bruge meget mere af det.
Nu har jeg da også lavet en aftale med Morten om at han tager Mika med ud af huset en gang imellem i nogle timer, og så kan jeg få lov til at sidde her, helt for mig selv og nyde stilheden.
Det her natteroderi er i hvert fald ikke skide smart i længden. Slet ikke når man er ejer af et styks fantastisk baby som man så gerne vil være en fantastisk mor overfor i dagtimerne.
Så konklusionen må være; DET skal der laves om på. Gerne nu tak!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar